Shopbox Bloggen - Tips, funktioner og information

Kontant betaling: “Afskaffelse kan sænke momssatsen”

Skrevet af Mikkel Leman | 02-07-2024 08:58:36

Repræsentanter fra dansk erhvervsliv har på det seneste udtalt sig til bl.a. DR med et ønske om, at kunne sige nej til kontant betaling. Men hvad mener fagfolk, der rent faktisk arbejder i betalingssektoren? Hør hvad adm. direktør hos Shopbox, det danske digitale kassesystem, mener om betaling med kontanter, og hvordan vores fremtid vil se ud, hvis de danske mønter og sedler helt bliver afskaffet. 

 

Et bredt flertal fra erhvervslivet foretrækker kontantløs betaling. I takt med at vores samfund bliver mere digitaliseret, ønsker mange virksomhedsejere at kunne forbeholde sig retten til at afvise kontanter, hvis en kunde ikke ønsker at svinge sit betalingskort. 

På nuværende tidspunkt er det nemlig ikke lovligt at afvise kontant betaling. 

 

Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, udtaler til DR: “Det er jo fuldstændig oldnordisk at have en lov, der siger, man skal tage imod kontanter i butikker. Hvis de vælger at modtage kontanter, så står det dem frit for, men det skal være muligt at sige nej”. 

 

Andre direktører har fulgt trop og udtrykt deres enighed bl.a. af hensyn til de sikkerhedsmæssige årsager. Uden pengekasse falder sandsynligheden for røverier. Derfor vil kontantløs betaling give os et sikrere samfund, lyder en af holdningerne. 

Andreas B. Iversen, adm. direktør i fintech-selskabet Shopbox, er enig i at fremtiden bør lyde på mindre kontant betaling. Men et af hans rationaler skiller sig ud fra de andre, der har udtalt sig om sagen.

 

Hvad ville der ske, hvis vi levede i en verden uden kontanter?

 

Andreas B. Iversen mener, at kontantløs betaling kan forbedre økonomien i samfundet, da det potentielt vil mindske sort økonomi. “Hvis væsentligt færre steder tager imod kontanter vil det naturligt øge brugen af digitale overførsler, som altid vil have en sporbar transaktionshistorik, som potentielt kan blive afsløret. Denne risiko vil resultere i at folk holder igen med sort arbejde, hvilket er positivt”

 

Kontantløs betaling vil sænke momssatsen

 

Interessant kan kontantløs betaling ende med at sænke momssatsen, som vil være til glæde for alle. Andreas forklarer, at hvis der sker mindre sort arbejde, så stiger antallet af momsbetalinger til statskassen og det kan i sidste ende medføre at momssatsen bliver sænket. “Det skete fx i forhold til bilafgiften. Da den blev sænket endte det med at statens indtægter steg. Derfor spår jeg at kontantløs betaling vil kunne fremme dansk økonomi”, uddyber Andreas. 

 

I løbet af få årtier har vi oplevet en udvikling af foretrukne betalingskanaler. På et tidspunkt var kontanterne og chekhæftet de dominerende betalingsformer. Nu er samfundet mere digitaliseret og flere muligheder er kommet til, som har budt på en udvikling fra dominerende brug af kontanter – til kort – til mobilbetaling. Især mobilbetaling gennem QR-koder vil opnå vækst i fremtiden, spår Andreas, der dog ikke lukker øjnene i forhold til faldgruber ved digitale betalinger. 

 

Hvad med faldgruberne?

 

Hvis man tænker på faldgruber, så kan det være problematisk for børn at håndtere økonomi, hvis de ikke har håndgribelige fysiske kontanter mellem hænderne. Denne bekymring er der dog ved at blive rådet bod på via flere digitale værktøjer som fx MyMoney, der hjælper børn og unge med at navigere rundt i digital økonomi. Danske Bank har derudover også dedikeret et helt univers til børn og unges økonomi, og det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget. 

 

“Så længe man er bevidst om faldgruberne, og man kan lære sine unge at bruge værktøjer til at styre digitale betalinger, så ser fremtiden lys ud”.

Det er svært at benægte, at vi er ved at indstille os på en kontantløs fremtid, og vi får som samfund stille og roligt mindsket negative risici, så man ikke skal være bange for udviklingen. Men hvornår afskaffelsen af kontante betalinger bliver indfaset, må være op til politikerne på Christiansborg. 

 

Hvad mener du om en evt. udfasning af kontant betaling?